Ferieophold

Arbejdsmarkedets Feriefond støtter ferieafholdelse i Danmark for grupper af vanskeligt stillede personer, der vurderes ikke at have ressourcer eller økonomi til at etablere ferieophold. Fonden lægger vægt på, at der ikke er tale om en begrænset kreds af deltagere, f.eks. fra et bestemt lokalområde.


Omkring målgruppen er det besluttet:

- at personer, der udelukkende oppebærer folkepension eller statens uddannelsesstøtte ikke kan deltage i ferieophold for fondens midler på grund af manglende tilknytning til arbejdsmarkedet,
- at målgruppen for ferieopholdene dokumenterbart ikke må have en indkomst, der overstiger niveauet for kontanthjælp. For så vidt angår ferieophold for børn og unge gælder betingelsen for den eller de personer, der forsørger barnet.
- kontanthjælpsniveauet dokumenteres f.eks. ved, at den enkelte feriedeltager retter henvendelse til sit socialkontor, kommunen, jobcenter eller lignende, og få en underskrevet en erklæring om, at de modtager kontanthjælp. Erklæringen afleveres til støtteansøger, der samtidig udfærdiger en ”Tro og Love-erklæring” som deltageren underskriver.
- at deltagerne skal være bosat i Danmark.

Omkring ferieafholdelsen er det besluttet:

- at der skal være tale om egentlige ferieophold og ikke andre ophold eller anbringelser af f.eks. sociale, helbredsmæssige eller andre årsager:
- at ferieafholdelsen skal foregå i Danmark,
- at der generelt skal være tale om et ophold, der har en vis fysisk afstand fra deltagernes lokalområde,
- at ferieopholdet som udgangspunkt skal indebære minimum én overnatning.

I tillæg til de almindelige støttebetingelser (se betingelser i øvrigt) er det besluttet:

- at støtte til ferieafholdelse for ressourcesvage grupper ydes som tilskud,
- at der gælder en vejledende døgnpris på maksimalt 500 kr. pr. deltager, være sig barn, voksen eller medhjælper, 
- at maksimum kun kan fraviges såfremt individuelle hensyn til deltagerkredsen dokumenterbart nødvendiggør en merudgift.,
- at ansøger skal fremlægge detaljeret budget, se under punktet: Hvordan søger man. 
- at ansøger skal redegøre klart for hvorfra og hvordan deltagerne visiteres til ferieopholdet,
- at det skal godtgøres, at ansøger er underlagt betryggende revision, 
- at ansøger har en betryggende organisation, herunder at ansøger opfylder alle myndighedskrav om håndtering af personfølsomme data samt eventuelle krav om børneattester m.v., 
- at der lægges vægt på, at det ansøgte ferieophold så vidt muligt støttes af andre sponsorer eller egenfinansieres i et vist omfang.

Fonden yder ikke støtte til

ferieafholdelse i udlandet

ferieophold med almene sociale, helbredsmæssige eller andre formål som det primære

generelle driftstilskud

Arbejdsmarkedets Feriefond - Hauser Plads 20, 4. - Postboks 1192 - 1011 København K - Telefon 3348 7000 - Telefax 3348 7001 - feriefonden@aff.dk